Skip to content

Latest commit

 

History

History
72 lines (40 loc) · 8.23 KB

README.md

File metadata and controls

72 lines (40 loc) · 8.23 KB

contracts

Åbne kontraktskabeloner fra computerlove.tech. Første skabelon er en dansk konsulentaftale med outcome som styringsgrundlag mellem virksomheder.

Vi aftaler først, hvilken forretningsmæssig effekt samarbejdet skal skabe, hvordan vi måler den, og hvad kunden vil investere i at opnå den inden for en afgrænset periode. Leverandøren prioriterer arbejdet efter den effekt.

Timer, bemanding, onboarding og konkrete leverancer kan være nyttige samarbejdsvilkår. De understøtter målene og erstatter dem ikke. Trinvis investering er et frivilligt tilvalg, hvis kunden ønsker at begrænse sin indledende investering.

Brug skabelonen

  1. Kopiér kontrakten.
  2. Udfyld alle [felter], vælg tilvalg og fjern vejledningstekst. Skriv »ingen« eller »ikke relevant«, hvor det er passende.
  3. Aftal baseline, målemetode, mål, kvalitetsgrænser, kundens gevinstrealisering og økonomi, før outcome-indsatsen begynder. Hvis grundlaget mangler, kan I først bestille en betalt afklaringsfase i bilag E.
  4. Fordel hele rammen i bilag B, og aftal håndtering og honorar ved hurtig succes. Vælg særskilt, om bilag D og E skal gælde. Ved afklaring alene kan de senere mål og vilkår stå foreløbige indtil fælles godkendelse.
  5. Gennemgå den udfyldte aftale med parternes juridiske rådgivere og underskriv den inklusive bilag.

Status: Version 0.4, udkast, ikke juridisk kvalitetssikret. Skabelonen er et udgangspunkt for en konkret B2B-aftale efter dansk ret og er ikke juridisk rådgivning. Den er ikke en færdig ramme for offentlige udbud, regulerede ydelser eller forbrugeraftaler.

Grundmodel og tilvalg

Grundmodellen er: »Vi engagerer jer i fire måneder til at drive X outcome for et på forhånd aftalt honorar.« Outcome styrer indsatsen og evalueringen. Honoraret aftales på forhånd og beregnes ikke ud fra målopfyldelse, realiserede gevinster eller faktisk timeforbrug. Skabelonen bruger outcomes som styringsgrundlag, ikke som en model for outcome-based eller value-based pricing. Perioden og honoraret aftales konkret i hvert engagement. Kunden bærer risikoen for, at målet udebliver trods korrekt udført indsats; Leverandøren bærer risikoen for sit ressourceforbrug inden for den aftalte indsats. Ansvar ved misligholdelse bevares.

Outcome-fokus skal mindske risikoen for at bruge penge på arbejde, som ikke skaber den ønskede værdi. Det gør løbende måling, prioritering og fravalg til en del af samarbejdet. Det garanterer ikke, at målet nås.

To moduler kan vælges særskilt:

  • Bilag D — Trinvis investering: Kunden kan fx investere 200.000 kr. af en ramme på 1 mio. kr. Før næste fase vurderer begge parter dokumenteret fremdrift og vælger udtrykkeligt, om de vil fortsætte. Kunden betaler den korrekt udførte, bestilte fase, også hvis målet udebliver. Den resterende ramme er ikke bestilt. Investering i næste fase betaler for den kommende indsats og er ikke en bonus for allerede opnåede resultater. En almindelig ratebetaling giver ikke denne stopmulighed.
  • Bilag E — Betalt afklaring: Bruges, hvis baseline, datakvalitet, mål eller nødvendige organisatoriske ændringer først skal undersøges. Kun afklaringen er bestilt, indtil begge parter godkender outcome-engagementet. En begrundet anbefaling om at stoppe kan være en god afslutning på afklaringen; den er ikke et opnået forretningsmæssigt outcome.

Bilag C identificerer Kundens budgetansvarlige, den gevinstansvarlige og beslutningstagerne for næste fase. Hvis én afdeling betaler og en anden får værdien, skal deres mandat og koordinering være afklaret.

Læring, kvalitet og gevinstrealisering

Måltal skal fortsat repræsentere den ønskede forretningseffekt. Parterne genbesøger dem løbende og kan skriftligt ændre mål, indsats og økonomi fremadrettet. Tidligere mål og resultater bevares i en ændringslog, så et misset mål ikke bagefter bliver omskrevet til succes.

For hvert outcome angives, hvad der ikke må blive dårligere. Kortere sagsbehandlingstid kan fx kræve, at fejlrate og genåbnede sager ikke stiger. Aftal også, hvordan I opdager, om arbejdet blot flyttes til en anden afdeling, og hvor længe effekten skal bestå.

Frigjort tid er ikke det samme som en realiseret besparelse. Bilag C fordeler derfor ansvar for implementering, oplæring, anvendelse og de kundebeslutninger, der skal omsætte forbedringen til værdi. Tidlige indikatorer kan bruges til fasebeslutninger, hvis deres forbindelse til det endelige outcome og deres usikkerhed er tydelig.

Metodefrihed med ansvar

Leverandøren skal tage rimeligt hensyn til samarbejdets beskrevne formål og forudsigelige negative følgevirkninger, også uden en særskilt metric. Et opfyldt måltal dokumenterer ikke alene, at hele aftalen er opfyldt. Kunden skal samtidig oplyse særlige behov og begrænsninger, som Leverandøren ikke med rimelighed kan kende.

Bilag C fastlægger, hvad Leverandøren må ændre selv, og hvad Kunden skal godkende. At optimere en produktionsproces giver fx ikke i sig selv ret til at fjerne en væsentlig ingrediens fra produktet. Godkendelser skal bygge på oplyste risici og muligheder for afprøvning og tilbageførsel.

Ved væsentlige negative følgevirkninger skal parterne orientere hinanden og begrænse skaden. Leverandøren skal om nødvendigt sætte egne berørte aktiviteter på pause inden for sit mandat. Korrektion, tilbageførsel og genoptagelse håndteres konkret; en pause ændrer ikke automatisk pris eller tid. Pligtig afhjælpning af Leverandørens egen misligholdelse udløser ikke ekstra honorar.

Hvis målet nås hurtigt

Aftal på forhånd, om samarbejdet fortsætter med dokumentation og stabilisering, eller om det afsluttes efter dokumenteret succes og overdragelse. Bilag B fastlægger det faste honorar i denne situation, herunder om hele honoraret for den relevante del betales. Den særlige afregning går forud for almindelig ophørsafregning for succesfuldt afsluttede dele; den udløses ikke af en foreløbig måling alene.

Hurtig succes skaber hverken automatisk nye opgaver eller betalingspligt for ikke frigivne faser. Nye mål kræver en ny aftale. Skabelonen skelner mellem effektiv udførelse og ufuldstændig opfyldelse af kvalitets-, varigheds- og overdragelseskrav.

Måling i praksis

»Øg websalget med 20 %« kræver flere aftaler: Omsætning eller dækningsbidrag? Med eller uden returneringer? Sammenlignet med hvilken periode? Hvad sker der, hvis kunden samtidig fordobler annoncebudgettet? Bilag A gør disse beslutninger eksplicitte, så et pænt tal ikke i sig selv bliver bevis for leverandørens effekt.

Skabelonens frister, ansvarsloft og økonomiske model er forslag til aftalevilkår, ikke lovbestemte standarder. Tilpas dem til engagementet. Parterne skal især tage stilling til risiko, rettigheder, sikkerhed, opsigelse og dokumentation for effekt.

Juridiske kilder

Kilder konsulteret 14. oktober 2026. Deres omtale er ikke en juridisk godkendelse af skabelonen.

Bidrag og licens

Forslag og konkrete forbedringer er velkomne via issues og pull requests. Del aldrig kundeoplysninger eller underskrevne aftaler her. Beskriv gerne, hvilket praktisk problem en ændring løser.

Materialet udgives under MIT-licensen. Det må bruges, tilpasses og anvendes kommercelt. Bevar licensmeddelelsen i kopier eller væsentlige dele af skabelonen; den kan placeres i et særskilt licensbilag. Brug af skabelonen kræver ikke offentliggørelse af den udfyldte kontrakt. Licensen til skabelonen bestemmer ikke rettighederne til det arbejde, som kunden køber.